Bloggens 11. beat er ikke en genistreg. Det er ej heller en opskrift, eller en teknisk gennemgang af et socialt medie. Beatet tager afsæt i en kommentar, som over de seneste måneder har undret og udfordret mig, - og som jeg længe har haft svært ved helt at forstå og forholde mig til. Det forsøger jeg i dette beat at gøre op med.
Faste læsere af denne blog ved, at jeg kun skriver når jeg bliver inspireret, - og det skal jeg lige love for at jeg er blevet et par gange, siden sidst mine tanker fandt vej til denne side. Jeg kunne have skrevet meget om den seneste rekrutteringsanalyse fra Ballisager, eller om de unge amerikaneres flugt fra facebook - men det er der så mange andre der har gjort glimrende. Mit indlæg manglede ikke i den sammenhæng. Men det synes jeg dette gør.
Som jeg indledningsvis skrev, - så ligger der en kommentar til grund for det du læser her, - så jeg tillader mig lige at sætte scenen:
1. akt: Kommentaren
Vi er i et undervisningslokale på et universitet. Ikke helt stort nok til at være et auditorium, og dog stort nok til at samle en små 50-60 kandidat-studerende. Som led i Karrierestedets tilstedeværelse på universiteterne, er jeg inviteret til at give et oplæg af et par timers varighed om LinkedIn, - og om dét at tænke de sociale medier ind i sin jobsøgning og karriereskabelse.
Med min trofaste makker ved min side går det godt. Vi kommer omkring såvel algoritmer, strategier og solsikker der vender sig i lysets retning (heliotropi), og responsen fra de unge studerende er positiv. De er videnssøgende og engagerede. Spørgelystne. Og så sker det. Lige før en pause, er der en pige, vistnok klædt i en miljø-venlig sweater, der kommer med den kommentar der skulle forfølge mig i måneder frem:
"Jamen... det er bare ikke mig. Sådan at råbe ud til verden hvor fantastisk jeg er. Altså, det er jo bluff og iscenesættelse det meste af alt det der på de sociale medier"
Indsæt total tavshed og et "okay..?" fra mig. Jeg var lamslået, uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor. Og værre blev det en måned senere, da en anden pige, på et andet universitet, i en anden sweater, i et helt anderledes undervisningslokale, kom med tilnærmelsesvis samme kommentar, - dog til en medstuderende i en pause. Men jeg hørte det, - og så slog det mig:
Er tilstedeværelse på de sociale medier i virkeligheden et stort bluff-nummer? Er dét at brande nært beslægtet med at bluffe? Tegner vi i virkeligheden et billede der ikke tjener vores eget bedste?
2. akt: Tænkeboksen
Det første som kommentaren umiddelbart medførte, var at jeg kom i tanke om en telefon-samtale (ja de eksisterer altså stadig), som jeg havde med en af mine LinkedIn kontakter for godt et års tid siden. Det var første vi gang vi snakkede sammen, og som han udtrykte det "jeg ringede bare lige fordi jeg var lidt nysgerrig på hvem du var, nu hvor vi er connectede". Ganske hyggeligt egentlig.
Jeg nævnte under den samtale at jeg arbejdede med akademikere, at min interesse lå på de sociale medier, og at jeg syntes det var en oplagt platform at markedsføre sig selv på. Han responderede:
"Jeg tager altid gerne ud og fortæller om hvordan man som højtuddannet kan markedsføre sig, - men hvis vi skal diskutere hvorfor, - så koster det ekstra!". Underforstået: Det er slet ikke til diskussion at du skal reklamere for dig selv.
Så blev det efterår, og det blev vinter. Det blev nytår, og der kom artikler i politiken om kommende tendenser i 2014. Jeg bed straks mærke i en ny trend: Det trendy i at være off-line. At skrue ned for den digitale tilstedeværelse, - at dyrke de nære relationer. Og det blev januar, og der kom et nyt album fra en af mine helte, L.O.C. som i en artikel gav udtryk for at vi som nation, var blevet så pokkers selv-iscenesættende. Og at det var noget skidt.
Tænkeboksen var ved at eksplodere, - for var det virkelig sandt? Er tilstedeværelsen på de sociale medier virkelig så hul, så uønskværdig og falsk?
Og nu har jeg, endelig, mit svar.
3. akt: Forløsningen
Når jeg møder kandidater der først nu er ved at bevæge sig ind på de sociale medier, eller som overvejer at inddrage dem i deres jobsøgning, - så maner jeg altid til forsigtighed. Jeg plejer at tegne det mentale billede, at alt du skriver, deler eller tweeter, kan blive holdt op foran dig i A3 format til en jobsamtale, - og så har du bare at kunne forsvare det.
Vi ved at de digitale spor bliver set, læst og studeret. Vi ved at de med stor sandsynlighed indgår i en arbejdsgivers eller headhunters research af os som ansøgere, og derfor er det essentielt at vi tænker os om. Det er ikke tilfældigt at en google søgning på "Think before you tweet" genererer lige knap 1 million hits. Vi skal selvfølgelig tænke os om på de sociale medier, - og vi skal tage stilling til dem.
Jeg plejer ofte at sammenligne vores gøren og laden på de sociale medier, med vores virkelige liv på den måde, at alle jobansøgere naturligvis lægger en masse energi og overvejelser bag deres formuleringer i ansøgningerne. Og at man på samme måde tænker mere end én gang over hvilket tøj man skal have på til samtalen. På samme måde skal vi forholde os aktivt til vores digitale aktivitet.
Jeg har sindsyg meget respekt for de studerende, der kom med de kommentarer som affødte den tanke-proces jeg har været igennem. For de har netop gjort det jeg forsøger at få alle til: At tage stilling. Men jeg tænker samtidig at deres kommentar bygger på en fundamental misforståelse af, hvad de sociale medier kan (og bør) anvendes til.
Jeg er enkelte gange i min undervisning blevet spurgt, om ikke det er svært sådan at vedligeholde et personligt brand på nettet. Altså, at det, at der er en online "Anders Samut Birch", ikke kan være en balancegang ift. den virkelige verdens person. Og mit svar er altid det samme: "Nu er der heldigvis fuldstændig overensstemmelse mellem begge versioner af Anders, - og så er det faktisk slet ikke nødvendigt at bruge energi på at sikre synkroniteten."
Vi er nemlig lige præcis dem vi gerne vil være på de sociale medier. Og hvorfor så ikke være os selv? Det er jo det nemmeste? Til pigen med kommentaren ville jeg gerne i dag sige, - at jeg jo netop aldrig råber op om hvor fantastisk jeg er. At jeg aldrig skriver, siger eller viser noget, - som ikke er en naturlig del af hvem jeg er privat. Hvor skulle det i øvrigt komme fra?
I mit twitter-feed, eller tilsvarende på en af mine andre foretrukne platforme, kan man også finde billeder af hjemmelavet kransekage, af mine unger der nyder livet og af den by og natur der omgiver mig. Jeg udtrykker mig i ord både kritisk og jublende over for store og små begivenheder, - for det er den jeg er. Og det kan jeg jo altid forsvare.
Dybest set tror jeg mange misforstår begrebet "at brande sig selv" på de sociale medier. Det handler jo netop ikke om at tegne det ideelle billede, men om at tegne det hele billede. Eller det supplerende billede om man vil. Jeg har ikke en social media strategi, - jeg har en social media filosofi. Jeg har besluttet mig for at være mig selv: Den der deler. Forsøger at inspirere. Formidler af den viden jeg ligger inde med, - og som spørger nysgerrigt ind til dem der har den viden jeg søger. Når dét er dit brand, - kan ingen kalde dit bluff. For det eksisterer ikke.
Jeg vil som altid slutte af med lidt musik, som jeg tænker har en fin relevans i forhold til dette indlæg. Det er Tim Christensen med nummeret "Right next to the right one", - som fik fornyet liv på min playliste efter at jeg i starten af året var så heldig at møde Thomas Bigum. Thomas er fortaler for begrebet "jobtiltrækning", som i al sin enkelhed er en oversættelse af pull-marketing til personlig markedsføring. Hans pointe er at vi via aktivitet på de sociale medier, kan sætte vores faglighed til skue. Vi kan gøre opmærksom på os selv, og det vi kan. Det vi ved. Og så kan det jo være nogen tænker på os, - når den faglighed er ønsket.
Faste læsere af denne blog ved, at jeg kun skriver når jeg bliver inspireret, - og det skal jeg lige love for at jeg er blevet et par gange, siden sidst mine tanker fandt vej til denne side. Jeg kunne have skrevet meget om den seneste rekrutteringsanalyse fra Ballisager, eller om de unge amerikaneres flugt fra facebook - men det er der så mange andre der har gjort glimrende. Mit indlæg manglede ikke i den sammenhæng. Men det synes jeg dette gør.
Som jeg indledningsvis skrev, - så ligger der en kommentar til grund for det du læser her, - så jeg tillader mig lige at sætte scenen:
1. akt: Kommentaren
Vi er i et undervisningslokale på et universitet. Ikke helt stort nok til at være et auditorium, og dog stort nok til at samle en små 50-60 kandidat-studerende. Som led i Karrierestedets tilstedeværelse på universiteterne, er jeg inviteret til at give et oplæg af et par timers varighed om LinkedIn, - og om dét at tænke de sociale medier ind i sin jobsøgning og karriereskabelse.
Med min trofaste makker ved min side går det godt. Vi kommer omkring såvel algoritmer, strategier og solsikker der vender sig i lysets retning (heliotropi), og responsen fra de unge studerende er positiv. De er videnssøgende og engagerede. Spørgelystne. Og så sker det. Lige før en pause, er der en pige, vistnok klædt i en miljø-venlig sweater, der kommer med den kommentar der skulle forfølge mig i måneder frem:
"Jamen... det er bare ikke mig. Sådan at råbe ud til verden hvor fantastisk jeg er. Altså, det er jo bluff og iscenesættelse det meste af alt det der på de sociale medier"
Indsæt total tavshed og et "okay..?" fra mig. Jeg var lamslået, uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor. Og værre blev det en måned senere, da en anden pige, på et andet universitet, i en anden sweater, i et helt anderledes undervisningslokale, kom med tilnærmelsesvis samme kommentar, - dog til en medstuderende i en pause. Men jeg hørte det, - og så slog det mig:
Er tilstedeværelse på de sociale medier i virkeligheden et stort bluff-nummer? Er dét at brande nært beslægtet med at bluffe? Tegner vi i virkeligheden et billede der ikke tjener vores eget bedste?
2. akt: Tænkeboksen
Det første som kommentaren umiddelbart medførte, var at jeg kom i tanke om en telefon-samtale (ja de eksisterer altså stadig), som jeg havde med en af mine LinkedIn kontakter for godt et års tid siden. Det var første vi gang vi snakkede sammen, og som han udtrykte det "jeg ringede bare lige fordi jeg var lidt nysgerrig på hvem du var, nu hvor vi er connectede". Ganske hyggeligt egentlig.
Jeg nævnte under den samtale at jeg arbejdede med akademikere, at min interesse lå på de sociale medier, og at jeg syntes det var en oplagt platform at markedsføre sig selv på. Han responderede:
"Jeg tager altid gerne ud og fortæller om hvordan man som højtuddannet kan markedsføre sig, - men hvis vi skal diskutere hvorfor, - så koster det ekstra!". Underforstået: Det er slet ikke til diskussion at du skal reklamere for dig selv.
Så blev det efterår, og det blev vinter. Det blev nytår, og der kom artikler i politiken om kommende tendenser i 2014. Jeg bed straks mærke i en ny trend: Det trendy i at være off-line. At skrue ned for den digitale tilstedeværelse, - at dyrke de nære relationer. Og det blev januar, og der kom et nyt album fra en af mine helte, L.O.C. som i en artikel gav udtryk for at vi som nation, var blevet så pokkers selv-iscenesættende. Og at det var noget skidt.
Tænkeboksen var ved at eksplodere, - for var det virkelig sandt? Er tilstedeværelsen på de sociale medier virkelig så hul, så uønskværdig og falsk?
Og nu har jeg, endelig, mit svar.
3. akt: Forløsningen
Når jeg møder kandidater der først nu er ved at bevæge sig ind på de sociale medier, eller som overvejer at inddrage dem i deres jobsøgning, - så maner jeg altid til forsigtighed. Jeg plejer at tegne det mentale billede, at alt du skriver, deler eller tweeter, kan blive holdt op foran dig i A3 format til en jobsamtale, - og så har du bare at kunne forsvare det.
Vi ved at de digitale spor bliver set, læst og studeret. Vi ved at de med stor sandsynlighed indgår i en arbejdsgivers eller headhunters research af os som ansøgere, og derfor er det essentielt at vi tænker os om. Det er ikke tilfældigt at en google søgning på "Think before you tweet" genererer lige knap 1 million hits. Vi skal selvfølgelig tænke os om på de sociale medier, - og vi skal tage stilling til dem.
Jeg plejer ofte at sammenligne vores gøren og laden på de sociale medier, med vores virkelige liv på den måde, at alle jobansøgere naturligvis lægger en masse energi og overvejelser bag deres formuleringer i ansøgningerne. Og at man på samme måde tænker mere end én gang over hvilket tøj man skal have på til samtalen. På samme måde skal vi forholde os aktivt til vores digitale aktivitet.
Jeg har sindsyg meget respekt for de studerende, der kom med de kommentarer som affødte den tanke-proces jeg har været igennem. For de har netop gjort det jeg forsøger at få alle til: At tage stilling. Men jeg tænker samtidig at deres kommentar bygger på en fundamental misforståelse af, hvad de sociale medier kan (og bør) anvendes til.
Jeg er enkelte gange i min undervisning blevet spurgt, om ikke det er svært sådan at vedligeholde et personligt brand på nettet. Altså, at det, at der er en online "Anders Samut Birch", ikke kan være en balancegang ift. den virkelige verdens person. Og mit svar er altid det samme: "Nu er der heldigvis fuldstændig overensstemmelse mellem begge versioner af Anders, - og så er det faktisk slet ikke nødvendigt at bruge energi på at sikre synkroniteten."
Vi er nemlig lige præcis dem vi gerne vil være på de sociale medier. Og hvorfor så ikke være os selv? Det er jo det nemmeste? Til pigen med kommentaren ville jeg gerne i dag sige, - at jeg jo netop aldrig råber op om hvor fantastisk jeg er. At jeg aldrig skriver, siger eller viser noget, - som ikke er en naturlig del af hvem jeg er privat. Hvor skulle det i øvrigt komme fra?
I mit twitter-feed, eller tilsvarende på en af mine andre foretrukne platforme, kan man også finde billeder af hjemmelavet kransekage, af mine unger der nyder livet og af den by og natur der omgiver mig. Jeg udtrykker mig i ord både kritisk og jublende over for store og små begivenheder, - for det er den jeg er. Og det kan jeg jo altid forsvare.
Dybest set tror jeg mange misforstår begrebet "at brande sig selv" på de sociale medier. Det handler jo netop ikke om at tegne det ideelle billede, men om at tegne det hele billede. Eller det supplerende billede om man vil. Jeg har ikke en social media strategi, - jeg har en social media filosofi. Jeg har besluttet mig for at være mig selv: Den der deler. Forsøger at inspirere. Formidler af den viden jeg ligger inde med, - og som spørger nysgerrigt ind til dem der har den viden jeg søger. Når dét er dit brand, - kan ingen kalde dit bluff. For det eksisterer ikke.
Jeg vil som altid slutte af med lidt musik, som jeg tænker har en fin relevans i forhold til dette indlæg. Det er Tim Christensen med nummeret "Right next to the right one", - som fik fornyet liv på min playliste efter at jeg i starten af året var så heldig at møde Thomas Bigum. Thomas er fortaler for begrebet "jobtiltrækning", som i al sin enkelhed er en oversættelse af pull-marketing til personlig markedsføring. Hans pointe er at vi via aktivitet på de sociale medier, kan sætte vores faglighed til skue. Vi kan gøre opmærksom på os selv, og det vi kan. Det vi ved. Og så kan det jo være nogen tænker på os, - når den faglighed er ønsket.
En af stroferne i sangen lyder:
"I could call it many names / But it's myself I need to blame / if you don't know you're right next to the right one"
Som Thomas Bigum udtrykte det den morgen i januar: "Der er ingen der kan snakke om dem man ikke ved findes".
Næste beat på bloggen vil være et mere dybdeborende blik på begrebet social media philosophy som jeg lidt har løftet sløret for her. Det er et indlæg der vil blive skrevet til en anden side (men også delt her), da jeg er inviteret til at byde ind, - mon ikke min tilstedeværelse her, og på de sociale medier i øvrigt, har spillet en rolle i den forbindelse...
