Bloggens 6. beat er et kort et af slagsen. For nylig opdagede jeg nemlig at et af mine tweets, har fundet vej til The Guardians hjemmeside. Dét gav anledning til nogle tanker om de sociale mediers magt, og hvor vigtigt det er at vi forholder os til dem som brugere.
I dagene mellem jul og nytår var der hektisk politisk aktivitet i USA. Der skulle udarbejdes et nyt budget, for ellers ville amerikanerne ramle ind i den såkaldte "Fiscal cliff" med bl.a. heftige skattestigninger til følge. Det var ikke et emne jeg fulgte intenst, men jeg fulgte da med. Og især på twitter som er en mine foretrukne kilder til inspiration indenfor en lang række emner.
Jeg stødte på et tidspunkt på et tweet der indeholdt et spørgsmål:
- Tænk hvis jeg havde skrevet noget som ikke var tiltænkt den brede offentlighed?
- Tænk hvis jeg havde formuleret mig på en måde, - som ville tegne et billede af mig som jeg ikke var interesseret i?
Pointen
De sociale medier er blevet vores alles talerør. På godt og ondt. Jeg læste fornylig en artikel på dr.dk om en fyr der havde mistet sit job på grund af en status-opdatering på facebook, Og jeg læste samme dag, og samme sted, en artikel hvis pointe var, at hver 6. dansker glemmer sit publikum på facebook (den kan læses her). Det er altså lidt skræmmende.
Jeg ser nogle gange posts på diverse sociale medier, som jeg har svært ved at se tjener afsenderens bedste interesse, og jeg kan ikke lade være med at tænke at han/hun måske ikke har overvejet de potentielle følger.
Jeg vidste jo, og ved, at twitter som udgangspunkt er et piv-åbent socialt medie, og at mine små 2000 tweets derfor kan læses af alle. Og selvom jeg bestemt ikke var forberedt på at mit navn skulle optræde i The Guardian, så vidste jeg dog at det potentielt set ville være muligt. Ligesom dit næste post måske kunne optræde i politiken, - eller blive læst på en potentiel arbejdsgivers skærm?
En af grundene til at denne blog overhovedet eksisterer, er for at formidle et simpelt budskab som jeg nu kan konkretisere med ovennævnte eksempel:
- Lær det sociale medie at kende - før du poster. Er det et åbent, semi-åbent eller lukket forum du befinder dig i?
- Gør dig bekendt med indstillingerne - før du poster. Kan dit indlæg beskyttes mod videredeling? Kan du evt. promovere det så det bliver læst af flere?
- Tænk - før du poster. Har du formuleret dig hensigtsmæssigt i forhold til din pointe?
Jeg er stor fortaler for at engagere sig på de sociale medier, og ovennævnte pointer er ikke ment til at vi alle skal være død-seriøse derude. Det er jeg heller ikke. Men jeg forholder mig til mediet, indstillingerne og min sprogbrug. Det er for mig at se nødvendigt, - for ellers har jeg ikke en chance for at vide hvordan mit indhold (og mit navn) potentielt set lever videre på nettet. Og det ville være en skam.
Der er mange andre eksempler, som er langt mere konkrete end mit eget, på de sociale mediers magt. Se bl.a. +Morten Vium 's beskrivelse her om hvad et "like" på LinkedIn kunne føre til.
Bloggens Beat: Swedish House Mafia - Save The World?
I dagene mellem jul og nytår var der hektisk politisk aktivitet i USA. Der skulle udarbejdes et nyt budget, for ellers ville amerikanerne ramle ind i den såkaldte "Fiscal cliff" med bl.a. heftige skattestigninger til følge. Det var ikke et emne jeg fulgte intenst, men jeg fulgte da med. Og især på twitter som er en mine foretrukne kilder til inspiration indenfor en lang række emner.
Jeg stødte på et tidspunkt på et tweet der indeholdt et spørgsmål:
Jeg svarede tilbage med nogle af de termer jeg havde hørt det som her i Danmark, - og tænkte så ikke så meget mere over det. Indtil i dag.
I mit daglige arbejde hvor jeg gør mit bedste for at vejlede akademikere i forhold til job, og underviser i LinkedIn og til dels i sociale medier generelt, gør jeg som regel en dyd ud af at pointere at man skal google sig selv. Ikke dagligt. Ikke ugentligt. Men en gang i mellem. Begrundelsen herfor kan læses i bloggens 1. beat.
Da et baggrundstjek på mig selv i dag afslørede, at Googles umiddelbare søgeresultat på mit fulde navn afslørede et link til en artikel i The Guardian, blev jeg lettere overrasket. Jeg er vant til at se LinkedIn, twitter, denne blog osv. på listen. Men The Guardian..?
Et hurtigt kig på artiklen bragte min hukommelse tilbage til ovennævnte tweet. Jeg var blevet citeret for mit svar - ligsom mange andre brugere var. Jeg er da glad for at journalisten nævner mig med fulde navn (og twitter-navn), og det gør bestemt heller ikke noget at blive nævnt i samme afsnit som Søren Kirkegaard, - men det er alligevel tankevækkende at en kort besked 2. juledag, har påvirket hvad andre mennesker vil finde på første side når de googler mig.
Værdi?
Der er sådan set ingen værdi i artiklen, eller i linket for mig. Jeg fik før nytår et par nye twitter-followers, som jeg nu forstår hvordan har fundet frem til mig. Men derudover er mit udbytte blot en lidt sjov historie. Men tænk nu hvis...
- Tænk hvis international økonomi eller journalistik var min faglighed? Måske ville dét at være nævnt i artiklen, eller min dialog med journalisten, give mig værdi fremadrettet? Måske jeg så ville kunne drage fordel af mine nye twitter-followers (der ser ret økonomi-fikserede ud).
- Tænk hvis jeg havde skrevet noget som ikke var tiltænkt den brede offentlighed?
- Tænk hvis jeg havde formuleret mig på en måde, - som ville tegne et billede af mig som jeg ikke var interesseret i?
Pointen
De sociale medier er blevet vores alles talerør. På godt og ondt. Jeg læste fornylig en artikel på dr.dk om en fyr der havde mistet sit job på grund af en status-opdatering på facebook, Og jeg læste samme dag, og samme sted, en artikel hvis pointe var, at hver 6. dansker glemmer sit publikum på facebook (den kan læses her). Det er altså lidt skræmmende.
Jeg ser nogle gange posts på diverse sociale medier, som jeg har svært ved at se tjener afsenderens bedste interesse, og jeg kan ikke lade være med at tænke at han/hun måske ikke har overvejet de potentielle følger.
Jeg vidste jo, og ved, at twitter som udgangspunkt er et piv-åbent socialt medie, og at mine små 2000 tweets derfor kan læses af alle. Og selvom jeg bestemt ikke var forberedt på at mit navn skulle optræde i The Guardian, så vidste jeg dog at det potentielt set ville være muligt. Ligesom dit næste post måske kunne optræde i politiken, - eller blive læst på en potentiel arbejdsgivers skærm?
En af grundene til at denne blog overhovedet eksisterer, er for at formidle et simpelt budskab som jeg nu kan konkretisere med ovennævnte eksempel:
- Lær det sociale medie at kende - før du poster. Er det et åbent, semi-åbent eller lukket forum du befinder dig i?
- Gør dig bekendt med indstillingerne - før du poster. Kan dit indlæg beskyttes mod videredeling? Kan du evt. promovere det så det bliver læst af flere?
- Tænk - før du poster. Har du formuleret dig hensigtsmæssigt i forhold til din pointe?
Jeg er stor fortaler for at engagere sig på de sociale medier, og ovennævnte pointer er ikke ment til at vi alle skal være død-seriøse derude. Det er jeg heller ikke. Men jeg forholder mig til mediet, indstillingerne og min sprogbrug. Det er for mig at se nødvendigt, - for ellers har jeg ikke en chance for at vide hvordan mit indhold (og mit navn) potentielt set lever videre på nettet. Og det ville være en skam.
Der er mange andre eksempler, som er langt mere konkrete end mit eget, på de sociale mediers magt. Se bl.a. +Morten Vium 's beskrivelse her om hvad et "like" på LinkedIn kunne føre til.
Bloggens Beat: Swedish House Mafia - Save The World?
